Anmeldt af Thomas Jensen
Den mildest talt socialt akavede Jean-Baptiste Grenouille har en mageløst veludviklet lugtesans, som i den grad bliver omdrejningspunkt for hans forståelse af en verden, der ikke vil vide af ham (både hans mor og siden hans ”kammerater” på børnehjemmet forsøger at slå ham ihjel som spæd).
I mangel af bedre gør han det til sit formål med livet at besidde alle lugte i verden, herunder også, efter et skæbnesvangert møde med en rødhåret skønhed, duften af kvinders magnetiske tiltrækningskraft. For at kunne fastholde duftens flygtige væsen går Jean-Baptiste i lære som parfumør, men han må tage drastiske midler i brug for at få fat i ingredienserne til verdens bedste og mest besnærende parfume.
Der er ikke noget ”Delikatessen” eller ”De grønne slagtere” over ”Parfumen – historien om en morder”, selv om oplægget og den meget lidt subtile undertitel kunne lede tankerne hen på andre film, hvor dele af menneskets anatomi anvendes i ikke dertil beregnede kommercielle sammenhænge. ”Parfumen...” er ikke en komedie, men et vellykket drama, der handler om søgen efter kærlighed og om mandens besættelse af den kvindelige skønhed, hvis essens måske/måske ikke findes i duftform. Af samme grund ses filmen også mest naturligt sammen med partneren, end sammen med gutterne eller veninderne, førstnævnte grundet den filosofisk-romantiske stil og sidstnævnte grundet den udprægede hyldest til kvindens krop og væsen.
Efter 15 års pres har producer Bernd Eichinger fået lov til at købe filmrettighederne til Patrick Süskinds internationalle bestseller, og måske har forfatteren lurepasset, så historien kunne komme i unge og talentfulde Tom Tykwers hænder, som herhjemme nok stadig er mest kendt for den originale ”Lola” (1998). Sjældent har et manuskript så tydeligt udstillet filmmediets olfaktoriske mangler, men når nu biografen endnu ikke appellerer til lugtesansen på andre måder end via ikke-filmiske bidrag såsom popcorn og sure tæer, så er det godt, at filmholdet kræser ekstra meget for synssansen. Roser er bare rødere, frugterne saftigere og kvinderne smukkere set gennem Jean-Baptistes næsebor.
Den forholdsvis ukendte Ben Whishaw har hovedrollen og gør det godt, men mere end skuespillet, som generelt er fint uden at være prangende, er det den smukke og stemningsmættede billedside med sans for detaljen i såvel kostumer som scenografi, der gør filmen til en oplevelse. Det kommer stærkest til udtryk i kontrasten mellem den beskidte og overbefolkede storby Paris (holdt i grå-blå og brune nuancer) på den ene side, og den smukke og på flere måder frodige landsby Grasse (badet i gylden sol og regnbuens farver) på den anden.
Ligesom dufte er filmen dog et mere flygtigt end varigt bekendtskab. Især filmens første og introducerende del, hvor Jean-Baptistes forfinede lugtesans flot visualiseres, fungerer, mens der i filmens midte, hvor man med fordel kunne have barberet lidt af de 148 minutters spilletid, går lidt for meget ”særling-slår-mange-kvinder-ihjel”-thriller i den. Heldigvis finder filmen i sin afslutning, der bl.a. rummer en af de mest interessante massestatist-scener længe set, tilbage til sit smukke og tragiske hovedbudskab, der i denne søde julegave-tid også kommenterer parfumemogulernes reklameunivers; skønhed er kun sekundært i forhold til kærlighed, der hverken kan besiddes eller sættes på formel.
Fik du lyst til at se traileren for Parfumen: Historien om en morder? Klik her for at
se trailer
Læs filmanmeldelser af flere nye biograffilm på AHOT
Vil du se traileren for Parfumen: Historien om en morder?
